Udgiv din egen bog – for selvudgivere, konsulenter og foredragsholdere

Er du klar til at blive selvudgiver?

Der er mange gode grunde til at blive selvudgiver og udgive sin egen bog helt uden om traditionelle forlag – men der er også ulemper! Vær sikker på, at du er helt klar til at blive selvudgiver inden du kaster dig ud i processen.

Fordele ved at være selvudgiver

  • Du bestemmer alt – og behøver ikke lade dig diktere af, hvad en redaktør mener om dit speciale.
  • Alle rettigheder forbliver hos dig selv for evigt.
  • Du får selv ALT overskud på salget af dine bøger.
  • Du kan frit bruge dine bøger til præcis, hvad du har lyst til.
  • Du er selv herre over hele processen fra idé, skriveprocess og grafisk udformning af bogen til beslutningen om den tekniske produktion enten som trykt bog eller ebog og distribution.
  • Du kan frit vælge dine favoritsamarbejdspartnere hele vejen: Din yndlingsgrafiker, den bedste illustrator, et trykkeri i udlandet – eller den du nu mener, er det rigtige valg for de opgaver, du har brug for hjælp til.
  • Opgaver, der ligger lige til højrebenet, behøver du ikke betale dig fra, du har mulighed for at gøre det hele selv.
  • Du har en unik mulighed for at vinkle din bog og indholdet, så det rammer præcis den målgruppe, som du ønsker dig.
  • Du kan på under 2 måneder have din bog på gaden – hvis du ønsker hurtig process!
  • Du er ikke afhængig af, om et forlag mener, at der allerede ER nok bøger af din slags på markedet.

 

Ulemper ved at udgive bog selv:

  • Du har ansvaret 100%.
  • Du lægger økonomi i hele projektet (eller søger midler fra fonde eller sponsorater).
  • Du får ikke nødvendigvis gennemgået dit materiale af en redaktør.
  • Salgsarbejdet kan være tungt og hårdt arbejde – og det skal du selv gøre – eller måske betale dig fra det – og få hjælp til det.
  • Du skal være klar til at tage arbejdstøjet på, for bogudgivelsen er meget mere end blot at skrive din bog.
  • Du skal have timer til rådighed i din kalender, så du kan overse opgaven: skriv, producer, layout, tryk, udgiv, distribuér, sælg, sælg, sælg…

 

Hvorfor er selvudgiverprocessen så fantastisk for nogen?

Selvudgivere lærer simpelthen så meget i hele udgiverprocessen. Du får et slutprodukt, som du af hjertet er stolt af – og det gør det altså meget nemmere for dig at sælge, end hvis du ender med et resultat, som du kun halvhjertet går ind for (måske fordi en redaktør har bedt dig vinkle dit indhold anderledes – eller skåret vigtige ting helt fra).

Ejerskabet over bog, forløb og forretningen efterfølgende er endnu en bonus du får, hvis du vælger at gå selvudgivervejen. Du har mulighed for at sælge din bog via egen hjemmeside og måske lave en blog eller bruge sociale medier, hvor du kan engagere dine læsere – så de er klar til at modtage en evt. bog 2.

Det er så spændende en process – og jeg anbefaler rigtig mange at prøve det. Jeg har hjulpet mange forfattere på vej allerede – og det har været en stor fornøjelse for mig, når jeg ser, hvor godt det går dem. Det er lidt ligesom at få sit første barn, når man udgiver sin første bog. Ikke til at forklare – før man har prøvet at være en del af sådan en oplevelse.

 

Hvilke forudsætninger skal man have for at udgive sin bog selv?

Næsten ingen – men det er en fordel, hvis du har en smule styr på:

  • Dit netværk – og hvem der kan hjælpe dig på rette vej.
  • Hvor du kan få hjælp, når du har brug for den.
  • Kommunikation og lidt erfaring med salg.
  • Kan gennemskue tilbud fra forskellige leverandører, som du møder i processen.

 

Læs også: Hvad kan jeg få ud af at udgive en bog?

About the Author:

Blogger og professionel hjælper til dig, der gerne vil have markedsføring, der virker. Speciale i online marketing, virksomhedskommunikation, projektledelse, design- og printløsninger. Uddannet Grafisk designer og rådgiver samt har taget lederudddannelse. Arbejder hos Buchs i Randers som Social Media Manager, grafisk rådgiver og afdelingsleder.

Leave A Comment