15 idéer til godt indhold på din Facebookside

Er du løbet tør for idéer til din facebookside?

Sidder du tit og tænker: Hvad skal jeg poste på min side i dag?

Her er 15 idéer, du må tyv-stjæle, hvis du er løbet tør for idéer til, hvilket indhold der virker på din Facebook firmaside…

    1. Lav en serie af opslag – F.eks. råd nr. 1 ud af 5 til hvordan du… (noget branche-relateret). Eller vælg et tema: F.eks. 1. artikel ud af 5 om hvordan du … (noget branche-relateret). Bum! 5 opslag klar, der kan løbe hen over en uge eller to!
    2. Lad folk stemme om noget og skab involvering – F.eks. en ny emballagetype, et nyt design eller blot en overskrift… (husk branche-relateret og relevant for brugerne)
    3. Lad brugerne vælge… Vis 2-4 af dine nye produkter og bed dine fans om at vælge den, de bedst kan lide… (Det kan også være 4 eksisterende produkter. Så kunne valget være: Hvilken én ønsker du dig mest?)
    4. Lav en konkurrence (Se tidligere blogindlæg med idéer her…)
    5. Lad brugerne uploade billeder, idéer eller forslag til noget, der er relevant – og beløn dem med omtale, likes og delinger… Her er der et eksempel, hvor fotokæden Click opfordrer deres brugere til at uploade forslag til coverbilleder:
      Uploadbilleder
    6. Genbrug ældre indhold, der hittede! (Evt også ældre indlæg fra din blog, som sikkert stadigvæk er relevante)
    7. Videoklip – Måske har du allerede nogle på din hjemmeside – eller udnyt dine leverandører, hvis de har nogle videoer, der er egnede. De bedste resultater får du, hvis du uploader videoen direkte på din facebookside (ikke linker til en eksisterende youtube video eller deler andres). Facebooks algoritme favoriserer videoer, der er uploadet direkte på facebooksiden frem for youtubevideoer – og facebook videouploads starter automatisk, når brugeren kører forbi den i newsfeedet.
    8. Repost fra dine leverandører, samarbejdspartnere, relevante artikler eller lign. Det er godt, hvis du husker at dele andres gode relevante indhold.
    9. Nyheder, som kommer dine fans til gode, er også relevante at poste på din facebookside. Men nyheder ala: “Vi har fået ny hjemmeside” duer ikke, medmindre den nye hjemmeside er så revolutionerende, at brugerne kan få noget dér, som er helt unikt i forhold til andre i samme branche. Men skal I på messe – og måske har gode tilbud med, eller man kan møde jer til en speciel snak eller noget i den retning, så er det en ok nyhed. Husk altid at have kunderne i fokus; “hvad er der i det for dem?”
    10. Stil spørgsmål. Ikke for komplicerede, da ingen har lyst til at “svare forkert” ud i offentligheden på Facebook – og slet ikke har lyst til at virke dumme eller inkompetente. Mange vil faktisk gerne svare – og det giver dig den interaktion, der fortæller Facebook, at dine brugere rent faktisk er interesseret i dit indhold.
    11. Vær personlig! Post billeder af dig selv (Må gerne være et selfie) og udlevér lidt af dig selv… (Hvis det passer ind i din øvrige strategi og forretning). Disse opslag har tit super godt “reach”. Her ser du nutidens “Dyne-Larsen” – Direktøren for Power, som personligt lagde ansigt til åbningsfesterne af de nye Power-butikker i slutningen af 2015.Power
    12. Lav indlæg om aktuelle emner: Hvilke nyheder er hotte lige nu? Har du en vinkel på dem? Brug også årets mærkedage: Fars dag, mors dag, påske, pinse, grundlovsdag, jul osv. – måske har du en relevant vinkel på nogle af dem? Bigum&Co har lavet en oversigt med 365 mærkedage du kan hente her… Den indeholder alle mulige sjove mærkedage samt tips til, hvordan du kan bruge dem. Her er et par eksempler på opslag fra den nyligt overståede Valentines Dag:
      Valentinsdag
    13. Katte, hunde, babyer, nuttede børn og  smukke naturbilleder virker altid godt på Facebook. Kan du få det til at passe ind på din side?
    14. Kig på dine konkurrenters facebook-sider. Hvad har de succes med? Og hvad har de ikke succes med? Kan du bruge nogle af deres idéer på en ny måde?
    15. Kig på facebooksider fra helt andre brancher. Kan du bruge nogle af deres succes’er på din side

Hvis du føler, det er en daglig kamp at finde på nyt indhold til din side, som fungerer, så afsæt tid i din kalender til opgaven f.eks. én gang om ugen. Her kan du så lave alle ugens opslag klar og sætte dem i kø på din side med værktøjet: “Planlæg”. Det giver dig samtidig et godt overblik over dit miks af opslag og indholdstyper; det er altid godt at blande billedopslag, videoopslag, linksopslag, tekstopslag osv. Det er forskelligt fra person til person, hvad der tricker bedst.

Husk dog, at du stadigvæk skal følge din side i løbet af ugen – og svare på kommentarer osv. fra brugerne, så du kan bevare en god kontakt – og dermed et godt “reach” på dine fremtidige opslag.

Er du i tvivl om, hvorfor det er vigtigt at lave opslag, som dine brugere reagerer og interagerer på, så læs mit blogindlæg om facebooks algoritme – og hvordan den fungerer – her…

Brug af billeder og video på Facebook:

Husk at loven om ophavsret også gælder på Facebook. Du må ikke poste andres billeder og video uden tilladelse! Heller ikke billeder du har fundet på Google!

Rigtig god arbejdslyst – og giv mig gerne tilbagemeldinger på, hvordan det går!

About the Author:

Blogger og professionel hjælper til dig, der gerne vil have markedsføring, der virker. Speciale i online marketing, virksomhedskommunikation, projektledelse, design- og printløsninger. Uddannet Grafisk designer og rådgiver samt har taget lederudddannelse. Arbejder hos Buchs i Randers som Social Media Manager, grafisk rådgiver og afdelingsleder.

Leave A Comment