Employee Advocacy og Employer Branding

By |2023-03-29T05:37:21+00:0028/03/2023|Content / Indhold, Hjemmeside og blog, Sociale medier, Vis alle blogindlæg|

Hvad er forskellen på Employee Advocacy og Employer Branding? Og hvorfor du bør overveje at anvende de to strategier i din markedsføring

Emnet har aldrig været mere aktuelt end nu. Det er svært at finde kvalificerede medarbejdere – og ikke mindst holde på dem. Og virksomhederne har i den grad behov for at tiltrække og fastholde de bedste talenter for at opnå succes. Employee Advocacy og Employer Branding er to strategier, som man som virksomhed kan benytte sig af for at nå dette mål. Begge strategier fokuserer på at skabe et positivt omdømme for virksomheden, men der er også forskelle og selvfølgelig både fordele og ulemper ved hver strategi.

 

Hvad er Employee Advocacy?

En strategi, hvor organisationen opfordrer og støtter sine medarbejdere i at dele positive oplevelser og erfaringer fra deres arbejdsplads på sociale medier og andre platforme. Målet er at give potentielle kandidater og kunder et indblik i virksomhedens kultur og værdier, set gennem medarbejderens øjne, men i høj grad også at få medarbejderne til at være en fremtrædende del af organisationens generelle markedsføring.

Fordele og styrker

  • Troværdighed: Når medarbejdere deler deres personlige oplevelser og positive oplevelser fra deres arbejdsplads, er det mere troværdigt end, når virksomheden selv præsenterer sig som et godt sted at arbejde. Medarbejderens personlige erfaringer skaber en højere grad af troværdighed, som kan tiltrække flere potentielle kandidater.Jeg lavede i 2019 et projekt, hvori der indgik en spørgeundersøgelse. Her ses det tydeligt, hvor vores troværdighed ligger i forhold til kilder, når vi ser indhold på de sociale medier. Men det kunne også sagtens være gældende i alle mulige andre netværkssammenhænge.

Boblerne viser hvor mange procent at respondenterne, der havde høj eller meget høj tillid til den aktuelle kilde, når de så indhold på sociale medier. Se mere om undersøgelsen nederst i dette blogindlæg*

 

  • Udvidet rækkevidde: Ved at opfordre medarbejderne til at dele deres historier fra virksomheden på egne sociale medier og andre platforme kan virksomheden nå et større publikum og potentielt flere kandidater og kunder end med traditionelle taktikker.
  • Højere medarbejderengagement: Ved at opfordre medarbejderne til at dele positive oplevelser på sociale medier, styrker virksomheden samtidig medarbejdernes engagement og involvering. Medarbejdere, der er stolte af deres arbejdsplads og har en følelse af tilhørsforhold, vil være mere tilbøjelige til at blive i organisationen og også anbefale virksomheden til andre.

Risici og svagheder

  • Tab af kontrol: Når medarbejderne egenhændigt går til tasterne på sociale medier, kan virksomheden miste en vis grad af kontrol over indholdet. Det kan føre til, at budskabet bliver misforstået eller forvrænget og potentielt skade virksomhedens omdømme.
  • Potentielt negativt indhold: Der er selvfølgelig også en risiko for, at medarbejderne deler negative oplevelser eller klager over virksomheden, som kan skabe en negativ tone og dermed skade virksomheden.
  • Potentielle juridiske problemer: Der er også risiko for, at de kommer til at dele fortrolige oplysninger eller krænke eksempelvis ophavsret eller GDPR. Det kan potentielt føre til juridiske problemer for både medarbejderne og virksomheden.

I langt de fleste tilfælde vil medarbejdere, der frivilligt har indgået aftale med virksomheden om at være en del af deres Employer Advocacy team, være interesserede i præcis det modsatte – nemlig at hjælpe virksomheden i en positiv retning. Jeg oplever af og til, at medarbejderne kan være bange for, hvad de må og ikke må i Employer Advocacy sammenhæng. Det bliver så en barriere for dem i dagligdagen, så de undlader at være gode ambassadører, da de frygter at gøre noget forkert. Dette kan man med fordel afhjælpe ved f.eks. at lave en ”playbook”, så det er nemt for medarbejderne at afkode, hvad der er GO, og hvad der er risikofyldt og dermed NO GO.

 

Hvad er Employer Branding?

Dette er en strategi, hvor virksomheden fokuserer på at skabe et positivt image og omdømme som arbejdsgiver. Målet er at tiltrække og fastholde kvalificerede kandidater ved at fremhæve virksomhedens kultur, værdier og fordele ved at arbejde der. Der kan i særligt grad være et Employer Branding behov, hvis virksomheden har et ”lidt støvet” image, som nye generationer på arbejdsmarkedet har svært ved at se sig selv i.

Fordele og styrker

  • Brandkendskab: Employer branding giver virksomheden mulighed for at øge sit brandkendskab som arbejdsgiver. Ved at fremhæve virksomhedens kultur, værdier og fordele ved at arbejde der, kan virksomheden differentiere sig fra konkurrenterne og tiltrække flere kvalificerede kandidater.
  • Skaber en følelse af tilhørsforhold: Når virksomheden kommunikerer klart om sine værdier og kultur, kan det også skabe en følelse af tilhørsforhold for medarbejderne. Det kan føre til højere medarbejderengagement og en styrket evne til at fastholde de gode medarbejdere.
  • Langsigtet strategi: Employer branding er en langsigtet strategi, der forbedrer virksomhedens position på markedet – også på den lange bane, fordi den tager udgangspunkt i helt grundlæggende værdier og virksomhedens evne til at bevare en sund kultur.

Risici og svagheder

  • Tid og ressourcer: Employer branding kræver tid og ressourcer til at udvikle og implementere en effektiv strategi. Det kan være en udfordring for mindre virksomheder med færre ressourcer.
  • Risiko for at være for generel: Når virksomheden forsøger at appellere til et bredt publikum, kan der være risiko for, at budskabet bliver for generelt og ikke taler til de specifikke kvalifikationer og interesser hos de potentielle kandidater.
  • Risiko for at blive opfattet som uægte: Hvis virksomheden ikke lever op til det brand, som den forsøger at skabe, kan det føre til, at den bliver opfattet som uægte eller endda hyklerisk.

For at sikre Employer Branding succes er det ekstremt vigtigt, at virksomheden har helt styr på de bærende værdier i organisationen, og at værdierne er en forankret og grundlæggende del af den kultur, der er på arbejdspladsen. Det kan ikke hjælpe noget, at man som virksomhed har værdierne ”Fleksibilitet og troværdighed”, hvis ledelsen samtidig kontrollerer unødvendigt meget, og medarbejderne føler sig overvåget og set på med mistillid, når de arbejder hjemme.

 

Forskellen mellem Employee Advocacy og Employer Branding

Employee Advocacy og Employer Branding er to forskellige strategier. Mens Employee Advocacy fokuserer på at bruge medarbejderne som ambassadører for virksomheden både i forhold til kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere, fokuserer Employer Branding primært på at skabe et positivt omdømme som arbejdsplads og tiltrække kvalificerede kandidater.

Både Employee Advocacy og Employer Branding er vigtige strategier, når det kommer til at styrke virksomhedens omdømme og tiltrække de bedste medarbejdere. Det er vigtigt for virksomheder at overveje, om grundlaget for at iværksætte strategierne er tilstede i virksomheden.

Er det en god arbejdsplads? Har medarbejderne det godt? Er der styr på værdierne? Er der et godt og stærkt WHY, der kan tiltrække yngre generationer? Er der en god og forankret kultur i virksomheden, der er attraktiv for egnede kandidater? Er vi en ”likeable” virksomhed generelt? Måske er der noget, der skal tages hånd om, inden strategierne sættes i værk.

Én ting er helt sikkert – ingen af strategierne vil fungere, hvis de er baseret på halve sandheder – i hvert fald ikke på den lange bane.

 

*Undersøgelse: Employee Advocacy forundersøgelse

I min daglige færden på sociale medier og i forretningsnetværk ser jeg en tendens til, at vi som mennesker, samarbejdspartnere og indkøbere har fokus på ”at være noget særligt”, men alligevel lytter vi rigtig meget til hinandens vurderinger og erfaringer. I oktober 2019 udsendte jeg et spørgeskema til en del af vores kunder hos Buchs samt til mit netværk for at få belyst, hvad der ligger til grund for vores beslutninger i forhold til samarbejde med andre virksomheder eller indkøb hos dem.

Her tegnes et billede af, at anbefalinger fra kollegaer eller fra samarbejdspartnere scorer virkelig højt – uanset om det er via sociale medier eller på mere traditionel vis. I den her sammenhæng er jeg særligt interesseret i vores kunders holdning til de sociale medier.

I undersøgelsen spørger jeg: ”Når du skal samarbejde med en virksomhed, hvad ligger så typisk til grund for dine valg?”, hvortil 43% svarer, at det skyldes, de har set flere positive indlæg om virksomheden på sociale medier. 40% af respondenterne svarer, at de har fået rådgivning fra deres netværk igennem sociale medier. Derfor anser jeg sociale medier for at en vigtig kanal, hvis vi vil nå ud til vores målgruppe og distribuere de positive historier fra organisationen, der ligger til grund for beslutningen om et samarbejde eller et køb hos os.

Ved spørgsmålet: ”Når du skal købe et nyt produkt af en virksomhed, hvad ligger så typisk til grund for dine valg?” er billedet også klart. 43% svarer, at det skyldes, de har set flere positive indlæg om virksomheden på sociale medier. I undersøgelsen svarer 87% respondenter også, at Googlesøgninger ligger til grund for deres beslutning, når de indkøber nye produkter. Så SEO og ”Google display ads” må selvfølgelig ikke nedprioriteres, selvom der oprustes på andre kanaler.

 

 

Et interessant udgangs­punkt, for om Employer Advocacy overhovedet er et godt projekt for organisationen, er at se på kundernes adfærd på sociale medier og deres tillid til det indhold, de møder dér. Mit spørgeskema fik mere end 150 besvarelser, der viser, at respondenternes forbrug af sociale medier primært er Facebook (88% mindst én gang pr. dag) og Linkedin (Ca. 67% mindst én gang pr. dag). Instagram kommer lige derefter (52% mindst én gang pr. dag). Respondenterne har generelt en moderne digital tilgang og flere svarer, at de supplerer deres daglige dosis Social Media med bl.a. Pinterest, Twitter, SnapChat, YouTube, TikTok m.fl.

Respondenterne i undersøgelsen er også opmærksomme på, hvem der er afsender på budskaberne på sociale medier. Hele 77% ser altid eller næsten altid på, hvem der har lavet et opslag, når de møder det på sociale medier. Jeg antager, at de derfor også forholder sig kritisk til afsenderen.

Envision lavede i 2017 en rapport: ”Fra ansatte til ambassadører”, som viser, at 54% har høj eller meget høj grad af tillid til budskaber fra ansatte i modsætning til kun 28% i forhold til budskaber fra virksomhedens egen hjemmeside og egne sociale kanaler. Den påstand var jeg interesseret i at afprøve på vores kunder i min egen undersøgelse.

Ud af de godt 150 besvarelser, jeg fik, svarer 34%, at de har høj eller meget høj tillid til budskaber fra virksomheders medarbejdere på sociale medier i modsætning til kun 9% i forhold til virksomheders egen hjemmeside og egne sociale kanaler, så altså noget lavere end i Envisions undersøgelse fra 2017.

En anden interessant opdagelse var, at i min undersøgelse scorer kundeanmeldelser faktisk hele 49% høj eller meget høj tillid. Så dér ligger også et potentiale i at udbygge vores kunde ambassadør netværk. Opslag fra venner, familie og netværk, har vi ikke mulighed for at påvirke direkte.

Boblerne viser hvor mange procent at respondenterne, der havde høj eller meget høj tillid til den aktuelle kilde, når de så indhold på sociale medier: 

Er din B2B virksomhed klar til Employee Advocacy – og er dine medarbejdere klar?

By |2023-03-28T12:44:22+00:0022/02/2020|Content / Indhold, Sociale medier, Vis alle blogindlæg|

Hvad betyder Employee Advocacy?

“At aktivere virksomhedens medarbejdere og ledere som brand ambassadører, særligt på sociale medier, så der sker en øget eksponering af virksomheden og de kompetencer medarbejderne har, med det formål at skabe nye relationer og få nye kunder.”

Hvordan får man en vellykket Employee Advocacy strategi i B2B virksomheder?

I januar 2020 afsluttede jeg mit studieprojekt om Employee Advocacy, der primært er udarbejdet med afsæt i den kommunikationsvirksomhed, hvor jeg er tegnestueleder, men som også bygger på interviews og studier af Employee Advocacy aktiviteter i andre brancher. Jeg lavede også en spørgeskemaundersøgelse for at belyse markedssituationen i forhold til Employee Advocacy, som 159 personer i mit netværk fra mange forskellige brancher (dog primært B2B) har besvaret, samt en intern analyse af medarbejdernes holdning til virksomhedens kultur og værdier, som jeg anser som vigtige faktorer for at få en Employee Advocacy strategi implementeret succesfuldt.

Se Employee Advocacy markedsundersøgelsen og besvarelser i fuld længde her…

Mange virksomheder oplever, at det kan være svært at skaffe nye kundeemner på traditionel vis via deres konsulenter og salgspersonale. I mange brancher er det dyrt og meget tidskrævende at skaffe helt nye kunder – især i B2B sammenhæng. Employee Advocacy kan gøre arbejdet lidt lettere. Men det kræver naturligvis, at virksomheden og medarbejderne kan se potentialet i det, hvis det skal blive et succesfuldt værktøj for begge parter.

Læs mere om Employer Advocacy

B2B Virksomheder på LinkedIn – 4 simple kriterier, der sikrer succes på LinkedIn

By |2019-01-23T13:25:15+00:0022/01/2019|Content / Indhold, Sociale medier, Vis alle blogindlæg|

LinkedIn – Hvorfor?

Jeg bliver ofte kontaktet af virksomheder, der synes, de skal på LinkedIn. Når jeg spørger dem om, hvorfor? Så kommer der ofte en bemærkning om, at det, har de hørt, er en god idé, eller det er de blevet opfordret til af andre i deres netværk. Men “hvorfor?”, har de i nogle tilfælde ikke taget stilling til.

I dag bruger de fleste LinkedIn til at styrke deres professionelle netværk og følge virksomheder og brands. Det er ikke et underholdningsmedie, som f.eks. Facebook og Instagram. Der er lidt flere mandlige profiler end kvindelige profiler på LinkedIn. Kilde: Insights 2017, www.audienceproject.com.

Hvis I ikke vil spilde jeres tid og penge på LinkedIn, så følg mine 4 simple kriterier, der sikrer jer succes på LinkedIn.

Succes kriterie nr. 1:

Læg en strategi for jeres indsats på LinkedIn

Jeres LinkedIn aktiviteter skal understøtte jeres forretnings mål!

Her er nogle idéer til, hvad du kan bruge LinkedIn til. Men hvad er vigtigt for din virksomhed, hvad vil du opnå, hvad vil du måle på og hvordan vil du måle det?

  • Branding / Troværdighed – Kan f.eks. måles på rækkevidde, likes, kommentarer og antal delinger.
  • Kundeservice / Kundekontakt – Er I klar til at bruge LinkedIn som dialogværktøj overfor jeres kunder, forhandlere eller øvrige netværk? Hvem skal svare og sikre den gode dialog?
  • Driv trafik til web / nyhedsbrev / Leads – Læg godbidder af jeres viden på LinkedIn og vis brugerne, at de får værdi for at afgive deres mail-adresse, hvis de tilmelder jeres nyhedsbrev eller besøger jeres hjemmeside / blog.
  • Reklame / salg med indhold – Opslag af denne type har størst succes, hvis I tænker “værdi for kunden” i dit indhold.
  • Annoncering – Betal for ekstra rækkevidde af jeres nyheder, jobopslag eller produkter direkte til jeres udvalgte målgruppe.

Vær SMART og sæt en strategi med grundlag i de 5 SMART parametre:

facebookb2b-smartmodel

  • Specifik målsætning – En klar og tydelig målsætning for LinkedIn, som understøtter jeres forretnings mål og jeres kernefortælling.
  • Målbar – Hvad skal resultatet af jeres indsat være?
  • Attraktivt mål – Hvorfor er det vigtigt for forretningen?
  • Realistisk mål – Med udgangspunkt i de ressourcer og den økonomi, I har afsat til LinkedIn, sætter I en række realistiske mål op (KPI’er).
  • Tidsbestemt mål – Lav en tidsplan for, hvornår mål og evt. delmål skal være nået, så I kan justere undervejs.

Succes kriterie nr. 2:

Lav en plan for eksekveringen!

  • Hvem beslutter, hvad I skal og vedtager strategien?
  • Hvem kan bidrage med indhold, som understøtter strategien og jeres forretnings mål?
  • Hvem har ansvar for de forskellige områder?
    • Vil I produkt-opdele?
    • Vil I branche-opdele?
  • Hvor kan I finde historier, der understøtter jeres forretnings mål?
  • Hvor tit skal I lave opdateringer?
  • Kan der laves et års-hjul eller marketing plan, så vigtige opslag ikke bliver glemt?

Bliver opgaven for uoverskuelig for jer, så book et bureau til at hjælpe jer. Rigtig tit har små og mellemstore B2B virksomheder ikke selv ressourcerne til at føre planerne ud i livet på det niveau, der ønskes. Andre vigtige opgaver prioriteres først (helt forståeligt, da medarbejderne ofte har salgsmål og andre KPI’er, de også skal nå) – og derfor løber LinkedIn planen ofte af sporet. Dette kan I undgå, hvis I laver en aftale med et bureau, så planen bliver gennemført.

Succes kriterie nr. 3:

Involvér jeres medarbejdere!

Giv medarbejderne mulighed for at bruge deres personlige profiler!

Undervurdér ikke magten og rækkevidde i de personlige profiler, som dine medarbejdere allerede har på LinkedIn. Mange LinkedIn brugere har allerede mere end 500 connections, et stort netværk af folk, de deler interesser med – hovedsagligt jobmæssigt. Jeres medarbejdere er virksomhedens ansigt udadtil på LinkedIn, ligesom de er det, når de arbejder med salgsopgaver, konsulentydelser, levering, kundeservice osv. Hjælp medarbejderne med at hjælpe virksomheden. Giv dem mulighed og inspiration til at bruge deres personlige profiler!

Medarbejderne skal have en professionel profil:

  • Et vellignende profilbillede (Virksomheden bør være behjælpelige med at få lavet billede, hvis I ikke allerede har et billede fra kontaktsiden på jeres website).
  • Brug den rette titel i profilen – Er titlen opdateret? (Jeg har set profiler, hvor medarbejdere har “glemt” at skifte titel fra en gammel arbejdsfunktion).
  • Kontaktoplysninger med link til virksomhedens LinkedIn side og website.
  • Resumé – en kort beskrivelse af, hvad medarbejderen arbejder med i virksomheden (Bemærk, mange private profiler er sat op i stil med ansøgninger, da de måske tidligere har brugt profilen i forbindelse med de søgte nyt job). Det er vigtigt at teksten tilpasses, så det tydeligt fremgår, hvad medarbejderen tilbyder kunderne nu – og ikke det, som han/hun tilbyder en kommende arbejdsgiver! Teksten er dynamisk og kan altid rettes igen – også hvis medarbejderen opnår nye resultater med kunder eller får nye kompetencer.
  • Erfaring (CV) – læg et fyldestgørende CV på profilen, der understøtter medarbejderens kompetencer.
  • Uddannelse – læg informationer om uddannelser på profilen, der understøtter medarbejderens kompetencer.
  • Anbefalinger – viser at medarbejderen har noget at have det i! Har medarbejderen ingen anbefalinger, så kan de ret hurtigt få det. Spørg et par nøglekunder, om de ikke vil lægge en anbefaling. De fleste siger ja.

Skriver dine medarbejdere blog-indlæg, så bed dem lave en “kort”-udgave som LinkedIn artikel og udgiv den med link til original blog-indlæg. Det viser ekspertise og og driver samtidig trafik til websitet/bloggen.

Når de personlige profiler er i orden, kan arbejdet for alvor begynde:

  • Bed medarbejderne om at følge virksomhedens side. Send dem et link til siden, så det er super nemt for dem at klikke og følge den med det samme.
  • Gør medarbejderne opmærksomme på nye opslag, så de kan like eller dele dem (og kommentere på dem, hvis det er aktuelt). Det skaber øget rækkevidde for virksomhedens opslag og udbreder budskabet i medarbejderens netværk, som højst sandsynligt indeholder folk i jeres målgruppe (kunder, forretningsforbindelse, netværk osv.)
  • Overvej om jeres medarbejdere med fordel kan skrive om jeres virksomhed på deres egne profiler – og linke til jeres virksomhedsside og dermed øge chancen for at få nye følgere.
  • Bed jeres medarbejdere om at “connecte” med endnu flere potentielle kunder, forhandlere, samarbejdspartnere for at opnå øget synlighed.
  • Indsæt link til LinkedIn virksomhedssiden i mail-signatur og på andre relevante kontaktflader ud mod jeres målgrupper.

Succes kriterie nr. 4

Følg op på jeres indsatser – Justér og tilpas undervejs!

Noget af det, små og mellemstore B2B virksomheder glemmer, er tit, at der skal følges op på aktiviteterne!

Gå tilbage til SMART modellen. Når I vedtager strategien skal i vide præcis, hvad det er, I skal opnå og måle på.

  • Likes
  • Delinger
  • Kommentarer
  • Rækkevidde / Eksponeringer
  • Klik på link
  • Følgere
  • Antal ansøgninger
  • Antal tilmeldinger til nyhedsbrev
  • Glem ikke at tillægge rækkevidden på de personlige profiler
  • Andet??

Læg i kalenderen, hvornår I skal følge op – og hvad I skal følge op på!

Når I kigger på tallene kan I ret hurtigt se, hvor I skal justere og tilpasse jeres aktiviteter, så I opnår jeres forretnings mål.

God arbejdslyst

Det var 4 kriterier, som jeg mener skaber grobund for B2B virksomheders succes på LinkedIn. Lav en strategi (evt. i samarbejde med et bureau), som skaber grundlag for en plan, der kan udføres af jer selv – eller af bureauet. Slut af med at involvere medarbejderne, så de kan støtte virksomhedens tiltag og sikre, at I faktisk når målene.

Hvis I ligger inde med andre gode pointer og idéer til, hvordan man sikrer succes på LinkedIn, så læg en kommentar nedenfor.

Har du også lyst til at bruge Facebook i jeres B2B markedsføring, så tjek mit blogindlæg: 6 Facebook tips til B2B virksomheder

Facebook Annoncering – En miniguide til dig, der vil lave succesfuld annoncering

By |2017-03-29T18:22:59+00:0008/01/2017|Content / Indhold, Sociale medier, Vis alle blogindlæg|

Bruger du penge på boosting af opslag for at nå bredt ud til målgruppen? Synes du, at dine annoncer er dyre og er du usikker på, om du får nok for dine penge?

Så kan du sikkert få glæde af min lille guide til bedre Facebook annoncering om målgrupper, kampagneplan og praktisk arbejde + Bonus tips til dem, der når hele vejen til bunds i dette indlæg 😉 (mere…)

6 Facebook tips til B2B virksomheder

By |2019-09-02T07:45:14+00:0021/11/2016|Content / Indhold, Sociale medier, Vis alle blogindlæg|

Her får du 6 tips til, hvordan B2B virksomheder kan få helt unikke fordele ved brug af Facebook! (+Ekstra Bonus-idé i slutningen af indlæg)

B2B virksomheder skal ikke være på Facebook, de skal være på LinkedIn – Eller hvad?

(mere…)

15 idéer til godt indhold på din Facebookside

By |2017-02-10T08:47:21+00:0024/02/2016|Content / Indhold, Sociale medier, Vis alle blogindlæg|

Er du løbet tør for idéer til din facebookside?

Sidder du tit og tænker: Hvad skal jeg poste på min side i dag?

Her er 15 idéer, du må tyv-stjæle, hvis du er løbet tør for idéer til, hvilket indhold der virker på din Facebook firmaside…
(mere…)

Facebook-konkurrencer – Regler, idéer og udbytte

By |2017-02-10T08:47:21+00:0010/11/2015|Content / Indhold, Sociale medier, Vis alle blogindlæg|

Idéer til julekalender / adventskalender og konkurrencer på Facebook

Sidder du og tænker, at det dér med en julekalender eller en konkurrence på Facebook, det må lige være sagen for at få boostet antallet af LIKES på siden og sikre julesalget i butikken? Så kan det sagtens være, du har ret. (mere…)

Sådan fungerer Facebook algoritmen, der er afgørende for dine opslags rækkevidde

By |2017-02-10T08:47:21+00:0003/10/2015|Content / Indhold, Sociale medier, Vis alle blogindlæg|

Har du en Facebook firmaside? Så oplever du sikkert, at antallet af visninger (rækkevidden) på dine opslag slet ikke lever op til antallet af de fans, du har på din side. Følg denne nemme køreplan, så overhaler du måske de andre indenom…

(mere…)

Hvorfor er målgruppen SÅ vigtigt i markedsføring?

By |2017-02-10T08:47:21+00:0021/04/2015|Bogudgivelse for selvudgivere, Content / Indhold, Hjemmeside og blog, Sociale medier, Vis alle blogindlæg|

Sådan får du mest ud af dine markedsføringskroner som fotograf

I dag har jeg holdt foredrag for 150 fotografer til Dansk Digital Lab‘s Event/Messe i Randers. Det var en god oplevelse – og jeg fik talt rigtig meget om målgrupper. Her har jeg samlet lidt af guldkornene fra i dag – og selvom de er møntet på fotografer og deres muligheder, så er der sikkert meget, du kan bruge – også selvom du ikke er fotograf. (mere…)

Nyhedsbrevet – Sådan får du din hjemmeside til at sælge bedre (Tip 10 af 10)

By |2017-02-10T08:47:21+00:0004/04/2015|Content / Indhold, Hjemmeside og blog, Vis alle blogindlæg|

Tip 10 af 10: Skriv nyhedsbreve

Giv dine modtagere værdifuld viden og krydr med enkelte tilbud eller links til andre relevante emner på din hjemmeside. Nyhedsbreve og email marketing kan opbygge kundeloyalitet (måske endda ambassadører for dig og din virksomhed) og en højere kendskabsgrad – og det skal der til for at få flere kunder.

(mere…)